MS_Ancha.pngANCHA - de studerendes sejlklub


Vi sejler sammen hver tirsdag og ses også ofte på land til sociale arrangementer som torsdagsbarer og fester i klubhuset.




ANCHA hører under Marselisborg Sejlklub og er et fællesskab af studerende og andre unge, der deler en interesse for sejlads og ønsker at sejle sammen. Klubben er for alle uanset niveau og man behøver ikke at kunne sejle på forhånd. Er du begynder vil du med vores instruktørers hjælp efterhånden lære at sejle, og er du allerede en erfaren sejler vil du få lov at vise dine evner som skipper.
 


Sejlads om tirsdagen

Hver tirsdag mødes vi på havnen klokken 16:30, hvor vi gør bådene klar og derefter tager på vandet. Vi sejler sammen i op til 4 Elliot 6M med en besætning på 3-4 personer, hvoraf mindst én er instruktør. Vi sejler i havn ved 19-tiden og mødes i klubhuset til fælles aftensmad og øl/sodavand, når bådene er rigget af.

Sejlsæsonen følger sejlklubbens sejlsæson og strækker sig cirka fra påske til efterårsferien.

Fællesskab på land

Vi lægger stor vægt på det sociale fællesskab. Hvis man ikke har tid til at komme med på vandet en tirsdag opfordrer vi til at man møder op til spisning bagefter alligevel. Som medlem kan man frit benytte klubhuset, så man vil ofte kunne finde os der. Klubhuset er også omdrejningspunkt for andre sociale arrangementer og fester, både ANCHAs og sejlklubbens, hvilke man som medlem af sejlklubben selvfølgelig er meget velkommen til. Aktiviteterne på land afhænger af hvad medlemmerne har lyst til at arrangere, for det gør vi også i fællesskab. Vi hjælper hinanden så der altid er aftensmad og hyggelige aktiviteter at se frem til - også om vinteren uden for sejlsæsonen.

Aktive medlemmer

Tilmelding til tirsdagens sejlads foregår i den lukkede ANCHA Facebook gruppe for aktive medlemmer. Her arrangerer vi også andre sociale arrangementer.

Nogle ANCHA-medlemmer deltager også i sejlklubbens kapsejlads og i MATCH, så det er der også rig mulighed for, hvis man ønsker det.

Nye medlemmer

Vi er rigtig glade for nye medlemmer og for at møde andre unge interesserede i sejlads. Hvis du er interesseret i klubben, så tag endelig kontakt til os via vores Facebook side. Her kan vi arrangere en prøvegang, hvor du kan deltage en tirsdag til både sejlads og fællesspisning inden du melder dig ind i klubben.

Vi oplever i øjeblikket rigtig stor tilslutning og interesse for klubben, og vi er derfor blevet nødt til at oprette en venteliste for nye medlemmer. Vi evaluerer ventelisten løbende og mindst to gange i løbet af sæsonen og ser om der er plads til nye medlemmer. Kontakt endelig vores Facebook side for at høre mere om ventelisten og din mulighed for at melde dig ind i ANCHA.

Priser

For at sejle med i ANCHA skal du dels være medlem af Marselisborg Sejlklub og dels have et ANCHA-medlemskab.

ANCHA-medlemskabet er et årligt kontingent på kr. 500, som betales d. 1. april. Beløbet dækker udgifter til vedligehold af bådene og leje af pladserne. Såfremt du melder dig ind i ANCHA efter d. 1. august, reduceres dit kontinget til kr. 300, idet der reelt kun er en halv sæson tilbage. Kontingentet skal fornyes d. 1. april det følgende år.

Medlemskab i Marselisborg Sejlklub betales årligt d. 1. april, og prisen afhænger af din alder (over eller under 26 år). Priserne kan du se her på hjemmesiden under fanen “Medlemskab”. 

Nedenfor finder du link til betaling af dit medlemskab af Marselisborg Sejlklub samt kontingent for deltagelse i ANCHA.


Sådan tilmelder du dig: 

  1. Kontakt os på vores >>Facebook side
  2. Kom til gratis prøvegang i ANCHA en valgfri tirsdag
  3. Opret en profil her på siden via login øverst i højre hjørne
  4. Bliv >>Medlem af Marselisborg Sejlklub. Vælg “Junior” eller ”Voksen” afhængigt af din alder.
  5. Tilmeld dig til Ancha >>her


Få mere at vide
Facebook side: https://www.facebook.com/AnchaMS.
Du er altid velkommen til at kontakte os, og giv os gerne et like på vores Facebook side



Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram