2017 Opgaver på Egå Marina – Jobbeskrivelser

Find også jobbeskrivelserne på: www.aarhus2018.dk/2017-jobbeskrivelser/ hvor du også registrerer din tilmelding. 

 
 

Kranfører til Ribs, søsætning og optagning:
Der skal ca. 100 coachbåde i og op med kranen i Egå.
Derfor har vi brug for folk til betjening og håndtering af kranen på syd molen ved søsætning og optagning af coachbåde.
Du har med fordel tidligere sat både i vandet ved brug af kran. Du kan gøre dig forståelig på engelsk ved hjælp af praktiske fakler og anvisninger.

Egå Marina vil også blive brugt til søsætning og optagning af ribs i 2018. 
Har du mod på at stå for koordineringen i 2018, så vil det være rigtig fint at være med allerede i 2017 for at få erfaring.

Behov og relevante datoer: 
Vi har brug for 2 friske personer per dag til denne post - Primært i perioderne 5+7/8 og 12-13/8-2017.


 

Frivilligbespisning og salg af drikkevarer til sejlerne
Køkkenhjælp til bespisning af frivillige, herunder vores baneteams.
Maden bliver lavet af Restaurant Egå Marina. Opgaven består i servering/afvikling af måltider, oprydning og kaffe til de frivillige. Morgenmad, smør selv frokost og aftensmad.
Der vil være et medlem fra Egå Sejlklub til stede i klubhuset det meste af tiden, således at instruktioner vedrørende opvaskemaskine, kaffemaskine og lignende er let tilgængelig.

Vi stiller et telt op på græsset foran klubhuset. Vi kalder det ”Sailors Lounge”. Her kan sejlerne købe sig et måltid mad, som serveres, laves og administreres af Restaurant Egå Marina.
Opgaven består i salg af drikkevarer, da denne service for sejlerne varetages af VM2018 organisationen og ikke af restauranten.

Du behøver ikke at have serveringserfaring, da du indgår i et team. Er I flere som kender hinanden, så meld jer gerne til sammen.

 
 

Parkeringsvagter/adgangskontrol  
Med ca. 400 joller og ca. 150 ribs, så er logistik og orden en vigtig opgave for at Egå Marina kommer til at fungere effektivt og være et rart sted for alle.

På trods af at de fleste deltagere har set et kort over havnen, så vil du være den som:

  • Hjælper på vej og anviser, hvor jollerne skal læsses af

  • Viser hvor bilen skal parkeres

  • Viser hvor ribben skal sættes i vandet

  • Viser hvor diverse trailere skal stå.  

Der opsættes en bom, som adskiller parkeringsområdet fra bådparken, således at vi sikrer den gode adskillelse og orden på havnen. Denne bom skal ligeledes bemandes.


Du er første møde med deltagerne og har derfor en vigtig rolle i at efterlade et godt indtryk.

Behov og relevante datoer:
Vi har brug for et team på 6 personer/dag således, at der kan laves en god vagtplan med ikke alt for lange vagter. Du indgår i et team og vil stå sammen med en kollega, når dette er muligt på de tidspunkter, hvor der ankommer flest deltagere.

Du taler engelsk, er imødekommende og venlig samtidig med at du er konsekvent, således at der holdes orden på havnen.
Opgaverne er dagligt i perioden 5/8-13/8-2017.
Forslag til mødetider: 8-13 eller 13-18


 
Egå Marina Stewarder - Oprydning
Med ca. 1500+ personer på havnen, så er det nødvendigt at have et skarpt øje og rydde løbende op. Egå Marina håndterer skrald på pladserne og rengøring af havnens toiletter og bad.
Har du ordenssans og ikke noget imod at gøre lidt rent, hvor der trænger, så vil du være en god hjælper for stævnet.

Behov og relevante datoer:

Vi har brug for 2 personer pr dag til teamet således, at der kan laves en god vagtplan.
Opgaverne kan udføres morgen, middag eller aften i perioden 6-13/8-2017
.


 
Registrering og modtagelse af sejlerne i Race Office
Race Office (’Bureau’) er registrering af sejlerne, når de ankommer til stævnet. Selve tilmeldingen til stævnet er lavet på forhånd. Den primære opgave ved registrering er at checke generelle deltageroplysninger, herunder ekstra check på sejlnummer, navn mv.

To erfarne Front Office koordinatorer vil lave en kyndig gennemgang af, hvad man skal og vil også være til stede.

Behov og relevante datoer:

Vi har brug for 4 personer pr dag til at indgå i teamet til registrering af sejlerne.
Periode 5-7/8-2017.

Du er smilende, taler godt engelsk og arbejder struktureret. Det gode førstehåndsindtryk tæller.


 

Race Office – Back Office
Race Office håndterer resultater, opslag til notice board, tidsfrister, trackers til bådene mv. Det er en funktion med kontorarbejde og den arbejder primært sammen med banelederne og jury’en.

Du arbejder struktureret og er motiveret af at få enderne til at hænge sammen, således at resultaterne er tilgængelige for alle hurtigst muligt.

To erfarne Race Office koordinatorer indgår også i teamet og vil sørge for kyndig vejledning.

Behov og relevante datoer:

Vi har brug for 2-3 personer pr dag til at indgå i teamet i perioden 8-13/8-2017.
Forslag til mødetider: ca. kl. 9-17


 

Hjælp til Bådparken og Rampeteamet
Det er essentielt, at bådparkerne fungerer, således at sejlerne har en god oplevelse, og det sportslige kan køre som smurt!

Derfor skal rampeteamet dirigere og hjælpe:

  • Joller ved søsætning og optagning på slæbested

  • Den overordnede styring af bådparkerne, så alle joller står i de afmærkede områder

  • Holde system på jollevogne, når sejlerne er på vandet, mv.

 

Søsætninger af bådtyper koordineres overordnet af Bridgen (Kontroltårnet), der giver Rampeteamet besked på søsætning af en specifik bådtype. Ideelt set, går flere rampepersoner igen i 2017 og 2018, således at vi kan lære og evaluere på 2017 og være helt sikre på procedurerne i 2018, hvor der kommer tryk på ramperne med 1100 joller.

Der er fundet tre erfarne rampekoordinatorer, som vil give kyndig vejledning i arbejdsopgaverne og være til stede under dine vagter.
Profil: Smilende – også når sejlerne er pressede fordi de skal ud og præstere. Du skal også kunne tage fat, når der skal gives en hånd med på jollevognene.

Behov og relevante datoer:
Vi søger 6 personer pr dag til at indgå i teamet i perioden 7-13/8-2017. 
Forslag til mødetider: kl. 9-17.

 

 

 

Bane-grej koordinator
Vi søger én overordnet grejansvarlig for banegrej. Du har nemt ved at danne overblik, kan samarbejde og sikre at maskinrummet kører.

Hvert baneteam har en grej-ansvarlig, som tilsikrer at banegrejet til netop denne bane er intakt hver dag.


Som overordnet grej-ansvarlig arbejder du tæt sammen med de 8 grej-ansvarlige for hvert baneteam. Du har overblikket og ved, hvad grej vi har til rådighed, og hvor det befinder sig. Dvs. du ved, hvor/hvem der har overskud på f.eks. ankre eller anker liner.
Du kommunikerer med de grej-ansvarlige dagligt og samler en liste på det, der ad hoc skal købes ind. F.eks. AAA batterier 50 stk. til tirsdag. Du kører ikke nødvendigvis selv rundt og køber det, men koordinerer opgaverne.

Behov og relevante datoerne:
Vi søger én person til 2018 (30/7-12/8-2018), som samtidig kan være med i Test Eventen (6-13/8-2017) eller dele af den, således at vedkommende er med at lave procedurer og få kendskab til teams og grej.

 
 

Opbygning af Stævne-klar havn i Egå Marina

Egå Marina forestår oprydning af havnen, således at vi kan komme ind og have stævne.

I uge 31 sker selve opbygningen af havnen til stævnet:

  • Der skal opmærkes til jolleområder og joller typer

  • Sættes skilte op

  • Sættes skranke op til Race Office

  • Der kommer mobile kontorvogne med inventar mv.

  • Der skal sættes hegn op

  • Havnen skal dekoreres med sejlsportsbannere, reklamer og flagstænger.

Nedtagning af stævnegrej sker i uge 33.

Har du lyst til at arbejde ude i smukke omgivelser og bruge din krop, så er det en opgave for dig.
 

Behov og relevante datoer: 
Vi søger 4 personer per dag til at indgå i teamet.

31/7 – 4/8 (Uge 31) - 2017 til opbygning af stævnet
5/8 – 13/8 (Uge 32) - 2017 til vedligehold af området
14/8 – 18/8 (Uge 33) - 2017 til nedtagning igen.

Én erfaren koordinator er allerede i gang med planlægning og optegning i detaljer. Der vil være en kyndig gennemgang af, hvad man skal under opførelse d. 31/7 og 14/8 for nedtagelse af grejet.

 

 
Chauffører

Der er behov for personer, der kan være chauffør for eksempelvis banefolk og jury, når de skal køres til og fra Egå Marina til enten Kaløvig eller Risskov Efterskole, hvor de overnatter. Det vil sige primært kørsel i Aarhus N og Kaløvig.

Behov og relevante datoer:

Der er behov for 4 personer. Det vil være en fordel at kunne tale lidt engelsk.
perioden 5/8-13/8-2017.

 
 

Registrering og modtagelse af de frivillige

Vi kan ikke lave sejlsportsstævner uden flittige frivillige. Vi har behov for hjælp til registrering af de frivillige, udlevering af tøj og et venligt smil, når de frivillige har spørgsmål.
 
Én erfaren koordinator er har gjort sig de første tanker og ser frem til hjælp med udførelsen.  

Behov og relevante datoer:
Vi søger 2 personer pr dag til at indgå i teamet i perioden 5-13/8-2017. 
Forslag til mødetider: kl. 9-17.

 

OBS!

  • Du skal være opmærksom på, at du selv skal sørge for transport og overnatning

  • For at få vagtplanen til at gå op, ser vi helst, at du melder dig for minimum 3 dage

  • Vi inviterer til kickoff-møde torsdag d. 29. juni 2017 kl. 19..00-21.00 i  Store sal i Dok 1, hvor du vil blive informeret om dine opgaver under test eventen og møde din teamleder

  • Tilmeld dig via www.aarhus2018.dk/2017-jobbeskrivelser/

 

Kontakt: Christine Werlauff for eventuelle spørgsmål på christine@sailing-aarhus.dk

og på tlf.nr.: 51 90 61 54

 
   
   
   
Denne side er drevet af Klubmodul.dk