Vejledning til lån af søkort - Hvad gør jeg?

Søkortbibliotek.


Vi er sikkert mange der nu her ved vinterens start sidder og tænker på næste års mulige feriemål. Og ender måske med den tanke at: Øv, så skal jeg ud at købe nye søkort!
 

Derfor har sejlklubben besluttet at oprette et bibliotek med søkort, bøger og andre sejladsrelaterede emner. Medlemmer kan så her låne de materialer man kunne have brug for på kommende ferieture. Det lyder da godt! Men i et bibliotek skal der være noget på hylderne til udlån, så derfor behøver vi jeres hjælp. Har I søkort og bøger som I vil låne ud (eller eventuelt forære til sejlklubben), hører vi meget gerne fra jer. Jer som stiller kort og bøger til rådighed for andre, får selvfølgelig altid selv kontakten til låneren, og stiller selvfølgelig også selv eventuelle betingelser for udlånet.
 
Du finder søkortbiblioteket på højre side på forsiden.

Vi har udarbejdet en fortegnelse over hvad der findes på bibliotekets hylder, med oplysning om hvem der skal kontaktes for udlån. Denne kontakt vil enten være ejeren af kort/bøger eller sejlklubben.

Det er vores håb at der i løbet af kort tid kommer mange flere ting på hylderne. Og sidder I nu og tænker, at I da godt vil låne ud, men er usikre på, om I selv skal bruge materialet, så giv besked alligevel. Husk at I jo altid vil få den direkte kontakt til en låner i forbindelse med udlån, og så kan I jo tage de nødvendige forbehold.

Inde i biblioteket har I mulighed for at se, hvad der er på hylderne.

I kan ikke låne direkte, men skal gennem den kontaktperson, der er angivet. I kan ikke skrive eller på anden måde aflevere meddelelser her. Det skal altid ske ved mail til den nævnte kontaktperson.
 
I vil også bemærke, at der er en rubrik hvor ”eventuelt udlån” kan aflæses. MÅSKE ALTSÅ! Dette skal tages med et vist forbehold, idet kort som udlånes til et medlem, jo først skal tilbagemeldes som udlånt, og dernæst skal ”bibliotekaren” have det overført til hyldefortegnelsen. Alt sammen ting som kan være forbundet med risiko for forsinkelse eller endog helt fravær.
Vi (sejlklubben) har overvejet om klubben kan stå for formidling af udlån af ældre søkort. Og er kommet frem til, at hvis man blot er bevidst om, at kortene ikke er opdaterede, så går det an. De fleste af os bruger jo kortplotteren (opdateret) til navigation under sejladsen, og kortene til planlægning og ”det store overblik”. Og selvfølgelig som reserve hvis plotteren går i sort. Selv på gamle kort ligger øer og havne stadig på samme sted!

Udover at vi behøver kontakt fra medlemmer som gerne vil låne ud, så vil vi også meget gerne have en kontakt fra jer, som kunne tænke sig at udlåne kort og bøger. Så vi kan få en fornemmelse af hvor populært dette bibliotek kan blive.
           

Sejlklubben har lavet aftale med Ole Møller, bro 6 - plads 649, om at bestyre dette bibliotek og holde det opdateret.

Har du spørgsmål eller andet, du vil tale med Ole om, så send en mail til soekort@marselisborgsejlklub.dk.

Venlig hilsen
Marselisborg Sejlklub
Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram